Danske virksomheder tager på charmeoffensiv i Colombia fra sofaerne

17 danske landbrugs- og fødevarevirksomheder skal i starten af oktober mødes med potentielle kunder fra Colombia. Et land, hvor der er sket meget, siden det var synonymt med kokain, kidnapninger og FARC.

Af: Lars Piil Damm, chefanalytiker, EKF, 10-09-2020

Der bliver ikke meget sydamerikansk sol at komme efter, når Dansk Industri, Landbrug & Fødevarer, den danske ambassade i Colombia og EKF fra 5.-9. oktober tager på eksportfremstød til Colombia med 17 håbefulde danske virksomheder. Møderne med de potentielle colombianske aftagere klares nemlig hjemme fra stuerne, kontorerne eller lignende i det første virtuelle danske eksportfremstød.

Og der er lagt op til et godt match. Virksomhederne i den colombianske svineindustri har nemlig ambitioner. De skal kunne servicere det hjemlige marked, og så vil de gerne eksportere mere. Det kræver forbedrede processer – kvaliteten og effektiviteten skal højnes, og produktionen skal være mere klimavenlig. De danske virksomheder er blandt verdens dygtigste på området, og de kan tilmed tilbyde attraktive finansieringsvilkår fra EKF.

Positiv udvikling

Det har ellers været småt med den danske eksport til landet. Ikke mindst fordi Colombia tidligere var mest kendt for væbnede konflikter med den marxistiske oprørsgruppe FARC, kokainsmugling og kidnapninger. I 2016 indgik regeringen en fredsaftale med FARC, og landet har gennemgået en positiv udvikling over en længere årrække og er efterhånden blevet et interessant marked for de danske eksportvirksomheder.

Skiftende regeringer har ført en fornuftig og konservativ økonomisk politik, og derfor gik Colombia ind i coronakrisen med lidt mere sul på kroppen end mange af de andre lande i regionen.

De danske virksomheder er blandt verdens dygtigste på området, og de kan tilmed tilbyde attraktive finansieringsvilkår fra EKF

Det betyder dog ikke, at man slipper uden om krisen. I andet kvartal var den økonomiske vækst på -15 pct. som følge af nedlukning af samfundet og den lave oliepris, så Colombia er hårdt ramt af coronakrisen. Olie/gas er nemlig Colombias vigtigste eksportvare med 36 pct. af eksporten. Den offentlige gæld ventes at vokse fra 52 pct. af BNP i 2019 til 68 pct. i år. Det store spring skyldes, at krisen ventes at medføre en negativ økonomisk vækst på syv-otte pct. samt et underskud på de offentlige finanser på ni pct. i år.

Stigende smitte

Ligesom i Danmark oplever man i øjeblikket bekymrende tendenser. På det seneste har man oplevet et højere antal nysmittede per indbygger end Brasilien, der ellers har toppet regionens negative coronahitlister i lang tid. Præsidenten annoncerede dog i slutningen af august, at den præventive nedlukning af landet, som startede i marts, ville blive afsluttet med udgangen af august til fordel for mere selektive restriktioner.

Efter fem måneders nedlukning er arbejdsløsheden fordoblet til omkring 20 pct., så regeringen var nødt til at lempe på restriktionerne. Mange colombianere havde valget mellem at sulte eller at arbejde, og det kan være en del af forklaringen på, at nedlukningen, som i starten var effektiv til at begrænse smitten, nu ikke længere synes at have den store effekt.

På trods af de aktuelle udfordringer er det dog overordnet et godt marked, de danske eksportører skal besøge hjemme fra stuerne. Colombia er fortsat pænt vurderet som BBB- af ratingbureauerne, men med en coronakrise og kraftigt stigende offentlig gæld er det vigtigt, at regeringen fører en ansvarlig finanspolitik i de kommende år, hvis de vil beholde den vurdering.

Læs også