Coronakrise giver ordretørke og likviditetproblemer i Næstved
Conveyor Techniques 50 ansatte producerer transportbånd til fabrikker og lagerhaller over hele verden. Virksomhedens fire største markeder er Tyskland, Tjekkiet, Brasilien og Kina, og over 95 % af alle færdige transportanlæg går til eksport. Men forretningen er gået næsten helt i stå på grund af coronakrisen, og det giver likviditetsproblemer.
”Vi kæmper først og fremmest med likviditeten. Og så kæmper vi også med, at der på trods af god aktivitet på tilbudssiden, ikke bliver indgivet nogle konkrete ordrer på grund af usikkerheden i situationen,” fortæller administrerende direktør Allan Jørgensen.
Nu er der ro på likviditeten, til ordrerne igen kommer ind
En ny kredit fra EKF og Sparekassen Kronjylland betyder, at virksomheden nu kan betale sine faste udgifter, selv om der er stor nedgang i indtægterne. Allan Jørgensen har også en række medarbejdere, der er sendt hjem med lønkompensation.
Så længe vi får forespørgsler på tilbud ind fra kunderne, så kan jeg se lyset for enden af tunnelen
”Vi kan holde os oven vande resten af året med vores nye kredit. Det har været vigtigt, at EKF og vores bank på den måde har kunnet agere hurtigt. Jeg tror ikke, jeg overdriver, hvis jeg siger, at det tog under 14 dage, og så var pengene på kontoen.”
Allan Jørgensen er optimistisk i forhold til fremtiden, og at der nok skal komme gang i forretningen igen:
”Så længe vi får forespørgsler på tilbud ind fra kunderne, så kan jeg se lyset for enden af tunnelen, selvom det er nogle hårde måneder lige nu.”
