EKF garanterer ny havvindmøllepark i Taiwan

Finansieringen af nyt vindprojekt på 589 MW ud for Taiwans vestkyst er faldet på plads. Danske Copenhagen Infrastructure Partners står bag projektet, møllerne er fra danske MHI Vestas, og EKF stiller med en garanti på DKK 2,5 mia.

Det danske aftryk på den kommende vindmøllepark er således meget stort, hvilket understreger Danmarks styrkeposition på vindområdet.

Taiwan er det største marked for havvind uden for Nordsøen, og Changfang og Xidao, som projektet hedder, er den fjerde havvindmøllepark i Taiwan, som EKF er med i på kun tre år.

Den samlede finansiering på cirka USD 3 mia. er en kombination af egenkapital og lån fra et konsortium af 25 banker og finansielle institutioner og ikke mindre end 6 eksportkreditinstitutter, heriblandt EKF. EKF garanterer for cirka 13 % af den samlede gæld i projektet.

MHI Vestas, som har en stor del af sin produktion liggende i Danmark, leverer 62 havvindmøller på hver 9,5 MW til Changfang og Xidao-projektet.

Nu begynder konstruktionen af projektet, som forventes at kunne gå i drift fra starten af 2024, hvor det skal levere strøm til over 600.000 husholdninger i Taiwan.

Stor efterspørgsel efter dansk klimateknologi og finansiering

EKF har i de senere år oplevet en markant efterspørgsel efter dansk klimateknologi og den finansiering, der er afgørende, hvis de grønne projekter rundt omkring i verden skal blive til virkelighed. Det er baggrunden for, at EKF i december 2019 fik DKK 14 mia. fra Danmarks Grønne Fremtidsfond til at finansiere eksport af dansk klimateknologi.

Læs mere: Ny milliardfond skal styrke dansk klimaeksport