Dækningen på det danske kredit-forsikringsmarked er igen normaliseret

Statslig garantiramme på 30 milliarder kroner er nu godkendt af EU og klar til brug hos de fire danske kreditforsikringsselskaber. Ordningen administreres af EKF og vil få stor betydning for genopretningen af normal samhandel mellem virksomhederne.

OBS: Med de nye hjælpepakker, der blev vedtaget 27. oktober 2020, er garantirammen blevet forlænget til den 30. juni 2021.

15-05-2020

Sådan fungerer ordningen

Der kreditforsikres normalt handel for cirka 450 milliarder kroner i Danmark hvert år. Den statslige garantiramme på 30 milliarder kroner sikrer, at de danske kreditforsikringsselskaber kan opretholde normal forsikringskapacitet under coronakrisen og resten af 2020. Ordningen gælder for forretninger med korte kredittider på op til 180 dage.

Sådan gør du som virksomhed

Hvis man som dansk virksomhed har behov for at kreditforsikre sine forretninger, skal man henvende sig til et af fire følgende kreditforsikringsselskaber:

Atradius
Coface
Euler Hermes
Tryg Garanti

Fremover kan de danske kreditforsikringsselskaber Atradius, Coface, Euler Hermes og Tryg Garanti igen sige ja til danske virksomheder, der vil have forsikret deres samhandel med kunder i ind- og udland.

Kreditforsikring er en af de vigtige brikker i en sund og gnidningsfri samhandel mellem virksomheder, men det er en brik, som pludselig risikerede at mangle, da coronakrisen brød ud.

Virksomheder over hele verden oplever i øjeblikket likviditetsproblemer eller konkurser, og mange har fået svært ved at betale deres regninger. Coronakrisen forringer derfor virksomheders kreditværdighed i et hidtil uset omfang, og den kraftigt forøgede risiko betyder, at ny samhandel mellem virksomheder risikerer ikke at kunne blive forsikret.

Hvis kreditforsikringsselskaberne fortsat skal kunne holde hånden under danske virksomheders salg på kredit, og det gælder både indenlandsk samhandel og eksport, er der behov for hjælp fra staten.

Derfor annoncerede regeringen den 18. april 2020 en garantidækning på 30 milliarder kroner, og den ordning er nu godkendt i EU og klar til brug.

Konkret påtager staten sig en del af kreditforsikringsselskabernes risiko for tab på virksomhedernes samhandel i 2020. Til gengæld vil de private kreditforsikringsselskaber opretholde forsikringskapaciteten i det danske marked under coronakrisen.

Aftalen vil få stor betydning for dansk erhvervsliv

Garantiløsningen er blevet til i tæt samarbejde mellem EKF og branchen, så man i fællesskab har kunnet finde frem til den bedste løsning.

”Atradius, Coface, Euler Hermes og Tryg Garanti er utrolig glade for, at det har været muligt i samarbejde med EKF hurtigt at få etableret en løsning. Kreditforsikring handler om stabilitet og sikkerhed, og med den nye ordning har vi nu mulighed for i resten af 2020 at dække kreditrisici med samme rolige hånd som før coronakrisen. Det er afgørende for hele samfundsøkonomien, at virksomhederne får gang i salget igen, så denne her aftale kommer til at få enorm betydning for dansk erhvervsliv både på kort og på lang sigt”, siger de fire selskaber i en fælles udtalelse.

Jeg vil gerne opfordre virksomhederne til at udnytte den og få kreditforsikret deres forretninger

EKF er også meget tilfredse med den nye løsning og samarbejdet med den danske kreditforsikringsbranche:

"I en krisetid som denne er vi glade for at kunne give virksomhederne en ekstra håndsrækning ved at sikre, at de fortsat kan kreditforsikre deres salg til danske og udenlandske købere. Vi ser frem til at udbygge det allerede gode samarbejde, vi har med de fire selskaber omkring forsikring af eksport, til nu også at omfatte forsikring af indenlandsk samhandel," siger EKF’s adm. direktør, Kirstine Damkjær.

Minister med råd til virksomhederne: Forsikr jer

Også fra erhvervsminister Simon Kollerup er der tilfredshed med den nye ordning, som er en del af regeringens hjælpepakker til erhvervslivet.

”Med coronakrisen er det blevet mere usikkert at drive forretning. Derfor har vi lavet den her ordning, så virksomhederne trygt kan handle med hinanden. Jeg vil gerne opfordre virksomhederne til at udnytte den og få kreditforsikret deres forretninger. Det gælder både de virksomheder, der er vant til at bruge kreditforsikringer, og som nu kan gøre det i samme omfang som tidligere. Men det gælder sandelig også de virksomheder, som ikke er vant til at forsikre deres samhandel,” siger erhvervsminister Simon Kollerup.

Pressehenvendelser

EKF / Søren Weber Stendal, senior kommunikationskonsulent, M: 20 19 45 21, E: sws@ekf.dk  

Atradius / Erik Skovgaard Nielsen, direktør, M: 29 43 12 66, E: erik.skovgaard.nielsen@atradius.com 

Coface / Helle Damsgaard, Nordic CEO, M: 53831417, E: helle.damsgaard@coface.com 

Euler Hermes / Rikke Thomsen, Head of Market management & Digital, Nordics, M: 22 68 86 57, E: rikke.thomsen@eulerhermes.com 

Tryg Garanti / Tanja Frederiksen, chef for Corporate Relations, M: 51 95 77 78, E: tanja.frederiksen@tryg.dk

Erhvervsministeriet / Ulrik Scheibye, presserådgiver, M: 91 33 70 17, E: ulrsch@em.dk 

Læs også