EKF åbner forsigtigt for eksport til Ukraine


EKF genoptager nu enkelte dækninger i krigshærgede Ukraine

Der er stadig krig i Ukraine. Trods det oplever EKF Danmarks Eksportkredit, at nogle danske virksomheder igen har appetit på at handle med Ukraine. Derfor genoptager EKF nu enkelte dækninger i landet. Det bliver bakket op af erhvervsminister Simon Kollerup.

”Fra dansk side vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe ukrainerne efter Ruslands invasion. Derfor er det en virkelig god nyhed, at EKF nu sætter skub i eksporten fra Danmark til Ukraine, så vi så vidt muligt kan bidrage til en normalisering af situationen for de mange mennesker, der er påvirket af krigen. Det er både til gavn for danske virksomheder og for det ukrainske folk,” siger erhvervsminister Simon Kollerup (S).

Derfor er EKF netop nu i dialog med udvalgte samarbejdspartnere om at åbne for forretninger på korte kreditter i Ukraine.

Vi oplever en begyndende efterspørgsel hos nogle af vores kunder for igen at gøre forretninger med Ukraine

”Vi oplever en begyndende efterspørgsel hos nogle af vores kunder for igen at gøre forretninger med Ukraine. Det vil vi gerne være med til at understøtte. Derfor er vi nu i dialog med de relevante banker og kreditforsikringsselskaber om igen at kunne forsikre dansk eksport til Ukraine,” siger CEO for EKF, Peder Lundquist.

Fald i eksport til Ukraine

Den danske eksport til Ukraine er faldet op imod 40 procent i forhold til fjerde kvartal 2021. En eventuel genforsikringsordning kan betyde, at de kommercielle kreditforsikringsselskaber, der tilbyder forsikring af private virksomheders kortfristede betalingsrisici på bl.a. eksport, kan genforsikre deres risici hos EKF.

Eksporten til Ukraine er vigtig, ikke bare for danske virksomheder. Danmark er en lille, åben økonomi, der er dybt afhængig af udlandet, derfor er eksport en af de vigtigste drivkræfter for den økonomiske vækst i Danmark.

Før krigen i Ukraine var landet traditionelt et vigtigt eksportområde for Danmark inden for landbrug og teknologirådgivning.

Derfor giver det god mening allerede nu at åbne op forsigtigt op for eksport til Ukraine.

EKF vil, i samarbejde med de danske banker og kreditforsikringsselskaber, drøfte detaljerne for åbningen, så vi er klar til at understøtte dansk erhvervsliv og yde et bidrag til at få gang i eksporten til Ukraine igen.

Læs mere