BEMÆRK AT DETTE WEBSITE LUKKER 14. JUNI 2023
EKF er pr. 1. april 2023 fusioneret ind i Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO). Dette website, ekf.dk, lukker derfor snart. Vi gør opmærksom på, at indhold på siden kan være forældet og henviser i stedet til eifo.dk eller til vores kundecenter på +45 70 60 49 60.

Latinamerikas mest populære præsident får frie tøjler

El Salvadors unge, autoritære præsident står væsentlig stærkere, efter hans allierede stormede frem ved søndagens senatsvalg.

Af: Niels Dall-Hansen, senioranalytiker, EKF, 04-03-2021

Efter søndagens senatsvalg i El Salvador står det klart, at den blot 39-årige Nayib Bukele bliver landets mest magtfulde præsident siden demokratiets indførelse. Bukeles allierede vandt 61 ud af 84 pladser i parlamentet, hvilket giver præsidenten vidtrækkende beføjelser – på både godt og ondt.

Bukele, der ofte optræder i læderjakke og med omvendt kasket, vandt præsidentvalget for to år siden. Det var et vendepunkt for salvadoransk politik, der har været styret af de samme to partier siden borgerkrigen i 1992. Efter en lang årrække med korruption, fejlstyring af økonomien og forsømmelse af sociale udfordringer som fattigdom og vold formåede den unge præsident at udnytte den politikerlede, som de etablerede partier havde skabt.

På grund af det salvadoranske valgsystem, hvor præsidenten er på valg hvert femte år og senatet hvert sjette, har hans parti, ”Nye Ideer”, ikke været repræsenteret i senatet. Men efter i søndags står det nu Bukele frit for at øge de offentlige udgifter, ændre forfatningen – i første omgang så præsident- og senatsvalg afholdes samtidigt – samt sætte militæret ind mod narkokartellerne helt uden brok fra politiske modstandere.

Bukeles kontante stil nyder enorm opbakning i El Salvadors befolkning, men hans vide beføjelser får flere alarmklokker til at ringe uden for det lille mellemamerikanske land.

Endnu en Twitter-præsident

Bukele ynder at kommunikere på det sociale medie Twitter, hvilket vækker minder om en ikke så fjern fortid, hvor USA’s daværende præsident Donald Trump – som Bukele i øvrigt kommer glimrende ud af det med – også boltrede sig her. Længe før de officielle resultater fra søndagens valg var tikket ind, var Bukele ude og annoncere ”VICTORY” på Twitter.

Præsidenten har brugt det sidste år på at bekæmpe oppositionen i senatet, slå hårdt ned på kriminelle og på at føre krig mod fake news, som han kalder al kritik mod sig selv. Generaliebladet fra det første halvandet regeringsår omfatter også højesteretsdomme, som han har nægtet at adlyde, og så sendte han væbnede tropper ind i senatet, da der skulle stemmes om at bruge flere midler på lov og orden.

Indtil videre er private internationale investorer ikke bekymrede, og priserne på landets statsobligationer er forsat med at stige, da præsidentens frie tøjler kan sikre nye investeringer og økonomisk vækst – i hvert fald på kort sigt

Bukeles stil har vakt bekymringer hos mange. Både nationalt i pressen og hos oppositionen, men også internationalt, hvor bl.a. EU og flere multilaterale finansieringsinstitutioner som Verdensbanken og IADB har udtrykt bekymring for præsidentens tilsyneladende tilsidesættelse af demokratiet og basale menneskerettigheder.

Indtil videre er private internationale investorer ikke bekymrede, og priserne på landets statsobligationer er forsat med at stige, da præsidentens frie tøjler kan sikre nye investeringer og økonomisk vækst – i hvert fald på kort sigt. De forventer også, at en egenrådig Bukele kan forhandle et nyt IMF-program på plads inden sommer. Det er absolut nødvendigt for, at staten kan afbetale på sine lån, da landet i 2001 erstattede sin egen møntfod med den amerikanske dollar og dermed ikke har mulighed for at føre sin egen pengepolitik.

Muligt sammenstød med Biden venter

Efter at Donald Trump har forladt Det Hvide Hus, kan Bukele ikke længere forlade sig på, at USA ser igennem fingre med anklager om korruption og hvidvask af penge, hvis blot Bukele bremser flygtningestrømmen fra El Salvador til USA.

Derfor kan man sagtens forestille sig politiske sammenstød med Joe Biden, der har store planer for Mellemamerika. Biden vil stoppe karavanerne af immigranter ved at investere i bedre infrastruktur og økonomisk vækst i regionen, men USA vil tage sig betalt for hjælpen på især tre parametre: Der skal sættes en prop i emigrationen, der skal være større fokus på at bekæmpe korruption og kriminalitet, og menneskerettigheder og demokratiske værdier skal efterleves. Her kan en egenrådig, populistisk Bukele sagtens komme i clinch med den nye administration i Washington.

Læs også