DA / EN

Lånefinansiering

EIFO yder lån og kautioner til danske virksomheder i de fleste brancher og på alle stadier af deres udvikling. Lånene kan du få direkte fra os, eller vi kan stille en kaution, så du kan få lån i banken.

image Foto: Shutterstock
Lån og kautioner

I Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) yder vi lån og kautioner til danske virksomheder — herunder landbrug — i samarbejde med banker, finansieringsinstitutter, leasingselskaber og investorer. Vi har særlige lån til nystartede virksomheder i den tidlige fase af deres udvikling, til modne virksomheder med planer om investering i drift, udvikling eller ejerskifte, og til virksomheder, som står overfor ekspansion og eksport og skal bruge kapital til vækstrejsen. Lånene kan du få direkte fra os, eller vi kan stille en kaution, så du kan få lån i banken.

Nystartede virksomheder med kort historik

Som ejer af en nystartet virksomhed kan du have svært ved at skaffe finansiering. Ofte er det svært at fremvise de nøgletal og den historik, som ofte er nødvendig for at få et lån i banken. Det kan være helt tidlige iværksættervirksomheder, som har et færdigudviklet produkt, et godt vækstpotentiale og de første kunder i hus, eller unge virksomheder, der allerede har produkter og kunder, men hvis korte historik gør det svært at skaffe finansiering til at accelerere væksten. Her kan EIFO i samarbejde med andre finansieringspartnere træde til med lånefinansiering eller stille en kaution til banken, som gør dine vækstplaner mulige. 

Modne virksomheder med investeringsplaner

EIFO kan finansiere alle former for drift og udvikling i Danmarks mange veletablerede virksomheder. Du har måske behov for at udvide eller tilpasse din produktion eller lokaler, styrke salgsaktiviteter, uddanne medarbejdere, finansiere et varelager eller finansiere et ejerskifte.  

Eksporterende virksomheder 

EIFO kan naturligvis også finansiere eksportvirksomheder, som skal erobre nye eller usikre markeder. Varelagre, nye maskiner og anlæg samt udgifter til råvarer og materialer er hårdt ved likviditeten. Og med succesen følger der måske ordrer i en størrelse, der kan være svære at klare uden ekstra kapital. Sommetider er der behov for store millionbeløb til at styrke virksomhedens vækst. Her kan EIFO i samarbejde med en bank skaffe finansieringen. Vi stiller den sikkerhed, som banken eller anden finansieringspartner har brug for, og som gør det muligt at ekspandere langt ud over Danmark grænser.   

 

Forskellige låntyper 

Lån direkte fra EIFO 

EIFO låner penge direkte til virksomheder, som fx skal investere i nye produktionsfaciliteter, opdyrke nye markeder eller gennemføre en grøn omstilling, og som ikke umiddelbart kan skaffe hele den nødvendige kapital i deres bank, hos investorer eller fra leasingselskab, egenkapital eller andre kilder.  

Små og mellemstore virksomheder i de fleste brancher og stadier kan søge om direkte lån fra EIFO. Det er et krav, at lånet indgår i en samlet finansieringsløsning med andre finansieringspartnere, hvor EIFO kan komme med op til 50 pct. af den samlede finansiering. EIFOs lån er efterstillet andre lån og har en individuelt fastsat rente, som er højere end fx bankrenten, fordi lånet dækker en højere risiko.

Foto: Solcellepark
Business angel matching-lån 

Business angel matching-lån er et låneprodukt specifikt til tidlige danske iværksætter-virksomheder. Med lånefaciliteten kan din virksomhed supplere en investering fra en business angel med et lån fra EIFO. Den enkelte business angel skal være godkendt til at benytte ordningen, og det er op til den business angel, som har investeret i din virksomhed, hvornår lånefaciliteten skal bringes i spil. Se listen over godkendte business angels her, eller kontakt EIFO for mere information. 

Andre direkte låntyper

EIFO har også andre direkte låntyper, som kan indgå i en samlet finansieringsløsning, fx:

  • Ansvarlige lån hjælper modne sunde virksomheder med at styrke egenkapitalen og øge soliditeten. Ansvarlige lån hjælper primært med at løfte finansiering hos pengeinstitutterne
  • Venture debt-lån for modne iværksættervirksomheder, der allerede har sikret sig egenkapital fra en venturekapitalfond
  • Soliditetslån, som styrker egenkapitalen og gør adgangen til yderligere lånefinansiering nemmere. Soliditetslån tilbydes kun sammen med et pengeinstitut
Lån i banken med kaution fra EIFO

Hvis bankrådgiveren ikke slår til med det samme, når du præsenterer idéerne for virksomhedens vækst, så kan en kaution fra EIFO ofte få tingene til at ske og betyde, at du alligevel kan få øget dit samlede engagement i banken. 

EIFO tager nemlig en del af bankens risiko, og du får din kapital til at betale materialer, lønninger og leverandører, så I kan sige “ja tak” til flere og større ordrer fra både danske og udenlandske kunder. Kapitalen kan også bruges til at investere i nye maskiner, produktionsanlæg eller udenlandske datterselskaber og til at stille garantier til kunder for fx forudbetalinger.  

EIFO kan stille kaution for små og mellemstore virksomheder i de fleste brancher og udviklingsstadier. Prisen for EIFOs kaution er blandt andet bestemt af virksomhedens kreditværdighed og kommer oveni bankens renter og omkostninger på lånet. Kontakt EIFO for nærmere information.  

Kriterier for finansiering

Når vi finansierer danske virksomheder med lån og kautioner skal følgende være opfyldt:

  1. Din virksomhed skal være kreditværdig.
  2. Din virksomhed skal være med til at skabe økonomisk vækst i Danmark.
  3. Nystartede virksomheder skal som minimum have gennemført de første salg til kunder.
  4. Din forretning skal foregå på en miljømæssig og social forsvarlig måde.
  5. Din virksomhed skal – afhængig af produkttypen EIFO yder - kunne betragtes som en SMV eller en small mid-cap efter EU's definitioner herom.
  6. EIFO deltager altid i finansieringsløsninger sammen med andre finansieringspartnere, aldrig alene.